Sagn og Folketro - askø museum

Sagn og folketro fra Femø, Fejø og Vejrø.
Af Henning Henningsen.

Det er en kendsgerning, at Lolland er den landsdel i Danmark, hvor der er optegnet færrest folkeminder. Allerede da Svend Grundtvig i årene fra begyndelsen af 1850’erne til sin død i 1883 samlede en ca. 24.000 blade folkemindeoptegnelser af alle arter sammen fra Danmark, lå Lolland som nummer allersidst (se herom arkivar Hans Ellekilde i nærværende årbogs bd. XXXTV (1946), 60 f.), og senere er det ikke blevet stort bedre. Af de ca. 1% million sider optegnelser, Dansk folkemindesamling skønsmæssigt råder over, er det kun en meget beskeden brøkdel, der stammer fra Lolland.
Man kunne fristes til udfra denne kendsgerning at slutte, at Lolland altså .er fattig på folkeminder, hvad mange har gjort; man mener at kunne hævde, at befolkningen på den fede lollandske jord er så materialistisk, at den ikke besidder nogen folkelig overlevering i det hele taget. Denne forklaring holder imidlertid ikke stik, — Lolland er absolut ikke fattigere end så mange andre danske landsdele. Erfaringen viser, at overalt, hvor der er interesserede folk, som for alvor giver sig til at samle og opskrive folkeminder, kan der stadig høstes ikke så lidt i lade. Nutildags er forholdene desværre sådan, at den unge generation så godt som uden undtagelse har mistet interessen for den folkelige overlevering. Den moderne civilisation med dens fyldigere kundskabsmeddelelse, dens mangfoldige adspredelser og dens teknik har slået de gamle livsformer i stykker. Vil man have et indblik i den folkelige overlevering, må man gå til de gamle, der endnu er opvokset i tiden umiddelbart før de moderne strømninger. Men dette gælder fuldtud så vel Jylland som Lolland. Lolland har haft den ulykke, at der med få undtagelser ikke har været nogen folkemindeindsamler, som har gjort det forøvrigt spændende og interessante stykke arbejde at rejse rundt og snakke med egnens gamle om folkeminder og at optegne disse systematisk. Falster, Møn, Bornholm, de store øer, for ikke at tale om Jylland, har været langt heldigere stillet.
Det er kedeligt, men sandt.
Imidlertid er det endnu ikke for sent at gøre en indsats for indsamlingsarbejdet på Lolland. Der er endnu et utroligt rigt stof at få fat på for den rette mand, og det gælder for alle arter af folkeminder, med undtagelse af folkeviser og eventyr, som næppe nogen steder mere kan optegnes fra folkemunde i Danmark.
I juli måned 1948 foretog jeg for Dansk folkemindesamling en lille indsamlingsrejse til øerne Femø, Fejø og Vejrø; fra disse øer besad folkemindesamlingen næppe ti optegnelser tilsammen. Takket være hjælp fra beredvillige fortællere kunne der dagligt indsamles ca. 100—135 optegnelser, — en kendsgerning, der klart viser, at disse øer ingenlunde er fattige på overleveringer. På Vestlolland, især i Sandby, Branderslev og Købelev sogne, blev der også taget stikprøver, og det viste sig, at forholdet dér var nøjagtigt det samme. Opsøgte man de gamle fortællere, de »aktive traditionsbærere«, kunne man optegne i timevis uden pavser. — Samme erfaring gjorde min ledsager, botanikeren, mag. art. V. J. Brøndegaard, der på øerne samlede en mængde folkelige plantenavne — deraf ikke få ganske ukendte — og folketro om planter.
Det ville være af største interesse for Lolland, om en eller flere interesserede ville tage sig af indsamlingsarbejdet for alvor. Meget kan reddes endnu, men det vil selvfølgelig blive vanskeligere og vanskeligere, efterhånden som den ældre generation uddør. Overalt får man at vide, at man blot skulle være kommet for så og så kort tid siden, da den og den levede, så kunne man have fået meget mere. Det gælder derfor om at redde, hvad reddes kan.
I det følgende skal der gives et ret fyldigt udvalg af de på indsamlingsrejsen optegnede sagn og folketrosmeddelelser fra de nævnte øer Femø, Fejø og Vejrø (der hører til Fejø sogn). Det kunne være fristende også at bringe stof om gammelt folkeliv og om festskikke — på Femø og Fejø har man således indtil århundredskiftet kendt fastelavnsoptog med »Baks (Bacchus) på
tønden« og »fastelavnsbåd« (båd kørt rundt på en vogn) —, men pladsen tillader det ikke.
Stoffet stammer fra følgende meddelere: V. J. Brøndegaard, mag. art., Nakskov; Povl Christoffersen, frugtavler, Fejø; Ernst Grymer, frugtavler, Femø; Jørgen Frandsen Grymer, Femø; Anton Hansen, fhv. postfører, Fejø Østerby; Kristensen, møller, Fejø Østerby, og hustru; Peter Nagel, smed, Fejø Østerby; Nielsen, jun., postfører, Vejrø; Carl Nielsen, bådebygger, Fejø havn; P. A. Pedersen, sognefoged, Femø, og hustru; Hjalmar Petersen, fhv. sømand, Fejø Vesterby. — Jeg benytter lejligheden til at takke mine meddelere for deres imødekommenhed. — Efter fleres ønske angives det ikke ved hver optegnelse, hvem den stammer fra, ligesom en Del er udeladt af andre hensyn. Det indsamlede stof bevares i sin helhed i Dansk folkemindesamling (væsentligst i kapslerne DFS 1906/23 (sagn og tro), 1906/43 (festskikke), 1906/46 (gammelt folkeliv) og 1947/4 (optegnelser om kirkeskibsmodeller). Dansk folkemindesamling giver gerne enhver, der ønsker det, vejledning i at optegne folkeminder og vil med glæde modtage og opbevare stoffet. Adressen er: Det kgl. bibliotek, København K.

Femø.

Navnet Femø skal betyde »den femte ø«, nemlig ved siden
af Askø, Fejø, Rågø og Vejrø.
Femø skal tidligere have bestået af fem øer, deraf navnet.
Endnu skyder det såkaldte »bækken« sig ind mellem Nørre- og
Sønderby, og andre steder ser man endnu rester af de gamle
småsunde, der adskilte de fem øer. Man skal kunne have sejlet
gennem »bækkenet«. Den første havn skal have ligget dér, hvor
vejen fra Nørreby fører ned til »bækkenet«.
Under svenskekrigenes tid blev Femø besat af svenske soldater, der 1659 kom over isen til øen. De plyndrede, så øen blev helt forarmet. Da de skulle afsted, var det tøvejr. Øens befolkning samlede sig i kirken til takkegudstjeneste; på gården matr.-nr. 18a og 19 var der kun en gammel kone hjemme. Hun så en svensk soldat komme alene tilbage til gården; da alt var stængt, brød han vinduet op og krøb ind. Den gamle kone nappede en træbismer med blylod og slog ham i hovedet, mens han var ved at bryde ind. Han døde af slaget, og de begravede ham udenfor i skellet mellem gården og nabogården. Der var ingen, der søgte ham på øen; kammeraterne har sikkert troet,
at han var faldet gennem isen på vejen tilbage.
Et andet minde fra svenskekrigenes dage er alterkalken i
Femø kirke. En indskrift på kalken fortæller: ANNO: 1659:
BLEF DENNE KALCK OC DISK PLYNDRET AF DE
SVENSKE FRA FEMØE KIRKE MEN SOGNEPRESTEN
H: LAURITZ HANSEN CAPEL: GIORDE SIN FLID OC
OPSØGTE DEN I NAXSKOV HVOR DEN VAR SOLD AF
DE SVENSKE DOG I STØKER HVCKEN OG BLEF SAA
IGIEN PAANY OMGIORT AF KIERKE WERGERNE
DANIEL JENSEN OC HANS SIMENSEN KIERKEN TIL
GAVEN OC BRVG SOM SKEDE ANNO 1662.
Under krigen med England i begyndelsen af forrige åhundrede krydsede englænderne uden for Femø. Man havde også
mørkelagt dengang, og sognefogden fik en bøde, fordi han havde
lys, der kunne ses fra søen. — På øen var en løjtnant og nogle
soldater; fra nogle nu sløjfede løbegrave på den gamle smedejord på vestsiden af øen lå de og skød med en gammel kanon, de havde. Den lå i den nuværende sognefogeds gård og blev
kørt ud af ejeren, der havde de stærkeste heste. — Engang kom der en engelsk skude forbi, og kanonen blev kørt ud på Vindenæs horn; danskerne prajede skuden, men den standsede ikke. Så fik den en kanonkugle for og en agten, og da det ikke hjalp, skød de og ramte storsejlet. Skuden kom så indefter. Da der ingen fartøjer var på øen, smed løjtnanten resolut tøjet og svømmede ud til skibet, men de viste ham falske skibspapirer, så han måtte lade den passere. Imidlertid blev den taget ved Albuen ud for Nakskov fjord; løjtnanten var ærgerlig over, at han ikke fik pris.epenge for den.
Et andet minde fra englænderkrigen var de kanonkugler, som
fjenden havde skudt ind på øen, og som i den følgende tid
blev brugt på gårdene til at male sennep med; de lå i træfade
og blev rullet rundt.
Grunden til, at Nørrebyen ejer det meste af kæret (det udtørrede »bækken«) skal være den, at landmålerne i Sønderby ved udskiftningen, der fandt sted omkr. 1780, kun gik så langt ud i vandet, som de kunne bunde, hvorved skellet ikke kom ud til midten af kæret.
Femø kirke har tidligere været større. Ved udgravninger har man fundet fundamenter til en større kirke end den nuværende.
I klinten neden for kirken har der været en teglovn; det
er sandsynligt, at man har brændt stenene til kirken dér. —
Sammesteds har der været en ældre begravelse; man har fundet en del skeletter, og de lå ikke øst-vest, så de har måske været fra oldtiden.
Femøboerne har i gamle dage været hårde halse. Man fortæller, at de spillede kort i kirken under gudstjenesten. Biskoppen kom over for at tale dem til rette, men en stærk bondekarl sagde: Hvis jeg kunne få fat i den bugede præst, skulle jeg kryste hans øjne ud gennem nakken på ham!« Så blev det ikke til meget med formaningerne.
Strandvaskerne blev i reglen begravede ved den nordre
side af Femø kirkegård. Sammesteds begravede man selvmordere. De måtte ikke komme ind i kirken.
Det var skik i gamle dage, at når en frugtsommelig kvinde
døde, blev der lagt barnetøj ned i kisten til hende.
På en mark, der kaldtes Højmarken, stod en af de tre
gravhøje fra oldtiden, der har været på Femø. Man fortalte, at
der boede højfolk i den. Meddelerens oldefar har en morgen
tidlig, lige før solopgang, hørt, at højfolkene slog portene til
højen i.
En mand og en kone gik forbi Katbanken på Hovgårds
mark, og manden råbte: »Hørte du det, Kirsten?« Det var højfolkene, der slog deres kiste i.
Da en bonde engang kom forbi en høj, lå der noget, som
han reparerede for højfolkene, og da han senere kom forbi
igen, lå der til løn en skoldkage (dette ufuldstændigt fortalte
sagn er en variant af det meget udbredte, hvor der fortælles,
at en mand istandsætter et itubrudt bageinstrument, grissel eller rage, for de underjordiske, hvorefter de lønner ham med en kage).
Meddelerens bedsteforældre talte så meget om højfolk.
Troldtøjet boede forskellige steder. Etsteds kom der en troldkone op og sagde til en bonde, at han skulle flytte sin vrinske hest, for deres unge lå netop under stedet, hvor den stod, og fik dens ekskrementer ned i hovedet.
Sommetider kunne man finde en hel del trækul, men
når man så stak en kniv i det, blev det til penge. Der skulle
stål til.
Hos købmand Hilfling i Sønderby var der nisser. De
boede under hyldetræerne. Juleaften fik de grød; den blev sat
ud på ledstolpeme til dem (fra ca. 1860).
Om natten kunne man tit se lygtemænd. Meddelerens
bedstemor havde en aften været ude at give hestene, da så hun en på vejen. — Også i moserne var der lygtemænd.
Kalvene på meddelerens nabogård blev mareredet om
natten. Man mente, at der kom dunster op fra gulvet, fordi der
var »før« i det.
Der skal have været brændt en troldkarl ved kirken i
gamle dage, fortælles d.er. Det har nok været i den katolske
tid (jfr. årbogen XXXIV (1946), s. 86, hvor der fortælles, at
»den norske dreng« blev brændt for trolddom på Galgenbjerg, iflg. optegnelse fra 1855 af Folmer Dyrlund; om »den norske dreng«, se næste stykke).
Der var en norsk dreng her på øen. Han indgik engang
et væddemaal med folk om, at han kunne krybe gennem en
træstamme, der lå der. Folkene så ham også kravle ind i den
og hørte, hvordan det knagede og bragede i stammen. Men
så kom der en pige til og sagde: »Er I tossede? Kan I ikke se,
at han kryber oven på træet?« »Det skal du fortryde, min tøs!«
sagde den norske dreng, og på engang løftede hun kjolen op
og gik, som hun »vut« (vadede). Han kunne jo forvende synet.
Der var kloge koner på øen i gamle dage. De kunne læse
alslags væk. Der blev læst over »skæver« (engelsk syge). Nogle kunne stille blod. De brugte gudfrygtige ord, og dem kunne de kun lære, når de var rene piger, som ikke havde været hos mandfolk. Meddelerens farbrors kone kunne standse blod.
Der har enkelte steder været plantet husløg over husdøren,
men hvad de skulle være gode for, vidste man ikke. Fuchsia var en ulykkesblomst, som man helst ikke måtte
have i stuen.
At finde et firkløver betød held. Man lagde det ind i
salmebogen som bogmærke.
Der var mange, som ikke ville begynde et arbejde om
mandagen. Skulle der høstes om mandagen, gik man ud lørdag eftermiddag og tog et par skår, så var høsten begyndt. Der er vist endnu folk, som ikke tør begynde at høste om mandagen.
Når børnene skulle giftes, passede forældrene på, at det
ikke blev en Tycho Brahes-dag. Dem kunne de gamle på
fingrene.
Når meddelerens morfar skulle ud på rejse eller på jagt
og mødte en kone, gik han hjem igen.
To personer må ikke vaske sig i samme vand, ellers
kommer de op at slås. Kun hvis man spytter i vandet, kan
man undgå det, så er der ingen fare ved at bruge samme vand.
Når knive ligger over kors, betyder det ufred i hjemmet.
En frugtsommelig kvinde skulle vogte sig for mange ting.
Når man slagtede lam og tog forlappen og slog den mod hendes kind, ville barnet få en rød plet på samme sted.
Når kornet blev »bejset« (afsvampet), blev det klappet til,
og så blev der slået et kors over det.
På kornbunkerne blev der slået kors; over sædbunken
satte de kors med skuffen. Også nå man bagte, blev der slået
kors over dejgen. På stalddøren malede man kors.
Når de gamle kærnede smør, kom de salt i om aftenen
før, ellers tog troldtøjet det om natten.
Nå man byggede hus, lagde man en mønt ned på hjørnestolpen. Da meddeleren var med til at rydde et svinehus, fandtes der en 25-øre, som var lagt ned.
Ved rydning af et skel ca. 1890 fandt man et nedgravet
dyr.
Når kreaturerne skulle ud på marken, lagde man en økse
under dørtræet ind til stalden. De skulle gå over stål.
Man var i gamle dage så bange for ild, at når drengen
i gården lige havde pudset lyset, fik han ikke lov til at gå ind
i stalden og give dyrene.
Vorter blev strøget af med kartoffelskiver, det hjalp.
Til lægedom for sår brugte man at putte støvet af »fnystbolde« (støvbolde) på såret.
Påskemorgen skulle man spise et æble på fastende hjerte,
så fik man ikke feber.
Kom man til at tage to skeer på én gang, skulle man
gøre gilde.
Når man så storken flyve over huset, kunne man vente
besøg.
Når katten vasker sig bag øret, kunne man vente besøg.
Kornmod kaldes »sildeglimt«; det er sildene, der vender
sig i vandet og glimter.
Når himlen er flammet, skal det blive godt vejr.
Regner det og vandet bobler, bliver det regn dagen efter.
Hvert år, når nytårsny ses, skal man stikke hånden i
baglommen og holde om pengepungen, så skal man ikke mangle penge.
Lige så mange dage lærken synger før kyndelmisse, lige
så mange uger skal den »kvidre« (tie) efter.
Den sidste marts skulle man holde op med at tænde
lys om aftenen.
Når kirsebærtræet blomstrer, skal man så agurker.
Når frøen kvækker, letter ålen, så kan man stange ål.
Fejø.
Lollænderne kalder beboerne af Fejø for »Fejbattinger«.
Det er ikke ment nedsættende. En »batting« er sådan noget som en fugleunge.
På Fejøs nordøstkyst ligger en vig, som hedder Briet.
Det skal være en fordrejelse af ordet »viet«, som betyder
helligdom.
Fejø kirke ligger ensomt og afsides på øens sydkyst.
Grunden til, at den ikke er anbragt mere centralt, er den, at den er den første kirke, som blev bygget for øerne; beboerne fra Askø, Lillø, Femø, Rågø og også fra Ravnsborg sejlede til
kirke på Fejø. Kirken har muligvis været en fæstningskirke;
der kan have været vand på alle sider. Ved kirken har der været et gammelt slæbested, som endnu kan spores. Endnu i forrige århundrede blev der udskibet korn her.
I katolske lande er votivgaver (»løfte-gaver«, lovet til
tak for helbredelse, frelse af nød o. lign.) almindelige. Derimod
er det ret sjældent, at de træffes i et protestantisk land som
Danmark. Indskriften rundt om kanten af dåbsfadet i Fejø
kirke må derfor siges at have stor interesse, idet den tydeligt
viser, at fadet er en takkegave: ANNO 1689 ER DETTE
DØBE VAND FAD. TIL FÆØ KIRKE FORÆRIT AF JOHAN NAUS KAABER HANDLER UDI NYEKIØBING.
OC HUSTRO CHATARINE ELISABET BRUNS. TIL EN PRYDELSE OC ALMINDELSE (!). DENNOM TIL IHUKOMMELSE. FOR BEVISDE NAADE AF GUD. DER HANS GODS VNDER ØEN PAA IIS NEDSIUNKED. 29. JANUARIJ OC IGEN EN DEL. D. 4 FEBRUARU BLEF REDDET OC BERGET. HUORFORRE GUD VERRE LOVET OC BENEDIET. EVINDELIG. AMEN,
»Vokslig« er lig, som har ligget i en vandåre og derfor
er blevet lige som forstenede af den kalk, vandet fører med sig.
Sådanne vokslig findes der mange af, nå man graver på kirkegården uden om Fejø kirke. Man skal blot en meter ned for at komme til grundvandet. Ligene må ligefrem hugges over med en spade.
Graveren på Fejø fandt engang på kirkegården en kiste,
hvor der lå et gevær hos den døde. Man mener, at det drejer
sig om liget af en selvmorder, der har fået den bøsse, han har
skudt sig med, lagt i kisten.
Engang udgravede man et barnelig; det kan vel have været
af et ca. ti-års barn. I hånden holdt det en pengetut med en
12—14 irgrønne kobbermønter.
På Fejø har der i gamle dage været skov; nu er øen helt
skovbar. Nord for Østerby ligger der noget, som kaldes »Skoven«. Man siger, at det var svenskerne, der under svenskekrigene forhuggede skoven, og senere har der ikke været plantet skov.
Lidt sydøst for Kragenæsfærgens anløbsplads på Fejøs
vestkyst lå der en stor sten, som kaldtes »Dørstenen«. Det var
en løjerlig en, meget stor, ligesom der var flækket stumper ud
af den. Man sagde, at den var kastet fra Lolland herover mod
Fejø kirke. Stenen ragede temmelig langt over jorden, og der
25 var meget af den under jordens overflade. (En lidt afbleget
variant af det almenkendte sagn om trolden, der forstyrredes af kirke og klokkeklang og derfor vil knuse kirken med en sten, der imidlertid ikke rammer. Dørstenen omtales i Aug. F.
Schmidt: Danmarks Kæmpesten (1933), 183 f.: stenen skal være kastet mod Fejø kirke fra Ravnsby bakke, og den bærer fem fingermærker af den kastendes fingre. Stenen blev kløvet 1924).
På nordvestenden af Skalø lå der lidt ude i vandet en
stor sten, som man tog mærke af. Når man en stormvejrsdag
skulle over til Fejø, så man på stenen; hvis bølgerne skyllede
hen over stenen, vidste man, at også dæmningen, der forbinder
Skalø med Fejø, stod under vand, og så måtte man blive hjemme.
Stenen kaldtes bare »den store sten«. — Efterhånden har isen
skubbet den langt bort fra dens plads.
Det er en almindelig tro, at sten vokser, både dem i jorden og dem i vandet. På nogle af dem kan man tydeligt se
grader, ligesom ringene i træer. Det går meget langsomt, men
nye lag gror på.
Ude på Skalø var der en stor mergelgrav ved vejen. Dér
sagde man, at der brændte lys om natten. Meddeleren har dog
aldrig set det. — Nu er graven fyldt op, og der vokser kom.
På Fejø skal der flere steder være skatte begravet, og
der ses lys over dem om natten. Det skal f. eks. være tilfældet
ved Østerby. Ude på Sletterne (ved Fejø østspids) hittede de
engang en hel del penge.
Engang havde de haft så mange rotter på Fejø, men på
en eller anden måde kom de væk. Hvad der så skete, ved
meddeleren ikke, men der var .en mand, som sagde: »Så kan
I til straf få rotterne igen!« Og siden har der været rotter på
øen; på Femø og Vejrø er der derimod ingen rotter (skulde dette
ufuldstændige sagn være en variant af rottefængersagnet, almenkendt under titlen »rottefængeren fra Hameln«?).
På Fejø kunne rotterne ikke trives. Når man byggede,
huse på Skalø eller Rågø, hentede man jord fra Fejø og lagde
under huset, så undgik man at få rotter.
Mosegrise (vandrotter) er der ikke flere af paa Fejø. Der
var en præst, som manede dem ned på skalø. Da man anklagede
26
ham for trolddom, svor han på, at han ikke havde øvet trolddom
på Fejø, og det passede, for det var jo på Skalø.
Meddeleren har hørt, at der var nogle, som havde en Cyprianus. Den skulle læses bagfra; hekse, der ville vildlede folk,
og de, der vilde være »kloge«, læste i den. Man siger endnu
som et mundheld: »Det har du læst i Cyprianus!«.
Meddeleren kom engang, da han var en purk i konfirmationsalderen, træt hjem og satte sig på sengen for at hvile, men
faldt i søvn og lå i en uheldig stilling. Maren kom så op fra
benene og trykkede ham, så han vaagnede ved det, men maren
var lige ved at kvæle ham. Mareridt er noget djævelskab.
Heste kan ogsaa have mareridt, så de sparker og sveder;
man kan kende dem på, at de har marelokker i manken. Man
skal sætte et sold foran dem, så bliver djævelskabet tvunget til
at kravle igennem hvert .et hul og får ikke tid til at ride dem.
Det samme er også et godt middel for mennesker.
Indtil for en halv snes år siden foregik alle begravelser
fra hjemmet. For at undgaa, at den døde kom igen, førte man
kisten ud gennem vinduet.
Meddeleren vågnede engang ved, at det bankede på vinduet. Det var et tegn på, at nogen var død i familen.
Det er ikke godt at begynde at arbejde en mandag; bønderne vil ikke begynde høsten en mandag, men trækker det ud
til om tirsdagen eller tager et par skår lørdagen før.
Man skulle helst gifte sig en fredag, og det skulle helst
være godt vejr på bryllupsdagen.
Når kragerne »ulker«, betyder det ulykker. Kragerne er
nogle hekse, siges der.
Børnene puster de modne mælkebøtter, så frøene flyver.
Man siger, at man vil få lige så mange kærester, som der bliver
frø siddende tilbage.
Børnene trækker skræpper og tæller trevlerne; så mange
kærester skal man få, som der er trevler.
På Skalø fortalte man børnene, at storken kom med de
små børn, som den hentede i tørvemoserne.
På Skalø var der en mand, som havde en »lunge« på kinden, og den havde han fået på følgende måde: da hans mor
gik med ham, havde hun og faderen slagtet; de blev uvenner af
27
en eller anden grund, og manden smak hende en lunge på kinden.
Så fik barnet et sådant mærke på sin kind. — Frugtsommelige
kvinder skulle tage sig i agt for meget; var der fare for, at
barnet ville få et eller andet mærke, skulle moderen tage sig
bagpå, så vilde mærket komme til at sidde dér på barnet.
Mælkebøtter kaldes på Fejø for »koblommer«. I ældre
tid smurte man mælken derfra på vorter.
»Semmelfi« (semperfi) var god at lægge på brandsår.
Når røgen slår ned, kommer der vejrforandring.
Hvis man har et stengulv, lavet af sten, som er taget op
af havet, og det »sveder«, saa bliver det regnvejr, det slår aldrig
fejl.
Når spegepølserne på loftet sveder, får vi regn.
Det bliver torden, hvis vi ser kornmod.
Synger lærkerne før kyndelmisse, vil de tie lige så mange
uger efter, som de har sunget dage før.
Hvis det fryser til kyndelmisse, vil det fryse 30 dage derefter; .er det tø, vil det blive et tidligt forår.
Fryser det på de 40 ridderes dag, vil det fryse 40 dage
derefter.
Ved æbleplukningen skal der altid blive nogle æbler siddende tilbage, ellers bliver der ikke frugt næste år.
Hvis man tager to teskeer på én gang, skal man lave gilde.
To knive, der ligger overkors, betyder spektakler.
Fejer man over dørtærsklen, fejer man en krone ud af huset.
Vejrø.
I ældre tid har der været mere skov på Vejrø; man ser flere
steder ørnebregner, hvor der ikke mere er skov. En rest af den
gamle egeskov er endnu bevaret ved Nygård.
På Vejrø skal der have været sørøvere i gammel tid,
sådan omkring 1400. De gjorde strandhugst herfra.
Efter en anden meddelelse skal Vejrø have været en kaperø
i gamle dage.
På Vejrø er der ikke begravet andre skatte end noget
kobbertøj til brændevinsbrænding, som blev skjult, da kontrollen
kom til øen. Ingen ved, hvor det ligger.
På Nygård må der engang være sket noget. En mand kom
28
en nat gennem den lange gang, som går gennem gården, og der
så han en kvindeskikkelse komme gående imod ham, men pludselig røg hun op ad loftstrappen og var væk. Manden erklærede,
at han aldrig vilde komme der mere. — Nygård er en stor firlænget bindingsværksgård, som er flyttet til Vejrø fra Langeland;
den bærer årstallet 1830.
Norden for Vejrø ligger der i havet en grund, som kaldes
kirkegrunden. Her skal have ligget en kirke, som skal være sunken. I klart vejr kan man på to favne vand se resterne af en
rød mur. (Efter en anden meddelelse stammer murstenene fra
en stranding, hvor et skib med mursten har siddet fast derude.
Navnet »kirkegrunden« stammer måske fra, at der i ældre tid
lå en klokketønde derude, der ringede som signal, og det lød
som en kirkeklokke. Nu er der blot en tønde).
Der nævnes også en »kirkegrund« nord for Femø, —
måske er de to grunde identiske. Her skal der have ligget en ø,
som hed »lille Femø«; dens beboere lå i strid med præsten på
Femø. For at drille ham sendte de bud til ham, om han vilde
komme og berette en døende derude. Da han kom ind i stuen,
så han, at det var en stor gris, der lå i sengen. Han blev så
forarget derover, at han bad til, at øen måtte synke i havet, hvad
den også gjorde. Efter den dag kaldes den kirkegrunden. Man
kan i stille vejr se de røde mursten dernede. — En anden version
af denne interessante, meget udbredte sagntype (»so i seng«) lyder: Fra søfolk har jeg hørt, at der har været en ø mellem Vejrø,
Femø og Fejø. Man kan endnu se resterne af kirken. En mand
på øen havde hentet præsten til at komme og berette en døende,
og så var det en gris, de havde lagt i sengen for at narre ham.
Han bad da til Vorherre om, at øen måtte forsvinde til straf.
Sømandstro.
Det er nederdrægtigt at se en krage til søs, saa sker der
uheld (Fejø).
Når strandmågerne skriger, bliver det dårligt vejr (Femø).
Kommer der torden op og det er, som der ruller en stor
bølge op, bliver der klodsrebet til natten (Fejø).
Når faldene begynder at klapre, betyder det blæsevejr.
29
Skipperen har i stille vejr nok selv klapret med rebene for at
få vind (Vejrø).
Endnu i vore dage tror man på, at hvis man ser rotterne
forlade skibet, skal det gå under. Det er da svært at få mandskab til at sejle med (Vejrø).
Officererne til orlogs siger, at mandskabet ikke må fløjte
ombord, så bliver det storm (Fejø).
For at få luft (vind) kan man banke på en blikspand
(Fejø).
For at få vind kan man kradse på masten; en skipper
kunne ikke lide det og sagde til mandskabet, at hvis de gjorde
det, fik de splinter under neglene (Fejø).
På en stor sejler sagde kaptajnen, når det var vindstille:
»Blæs fa’n, så skal du få kokken!« (Vejrø).
Søfolkene kom i gamle dage hjem til Fejø til jul og lagde
op til først i marts, da de begyndte at rigge skibene til. De ville
aldrig begynde sejladsen en mandag (Fejø).
Når man ligger ude på sildefiskeri, må man ikke skubbe
skællene fra skotterne i båden, så får man ikke noget fiskeri
(Vejrø).
Når man lå og sov på dækket, måtte man passe på, at
måneskinnet ikke kom til at falde på ansigtet, for så blev det
fortrukket (Fejø).
Man må ikke læse i måneskin, så bliver man blind (Fejø).
Der må ikke gerne være flere bornholmere ombord på
et skib, end der er master (Fejø).
Der kommer altid tre vældige bølger efter hinanden, og
den midterste er den værste. Men har man klaret den første,
klarer man ogsaa de næste (Vejrø).
Sømændene fortæller om, at de har set »sødrager« ved
skibssiden. De havde hestehoved. De sprang om foran og knækkede klyverbommen, og de fyldte dækket med vand.
En meddeler har været ude for en »dødssejler« engang,
da han lå og blussede ud for Vejlø skov i Nakskov fjord. Bag
i jollen sad der noget tungt og tyngede agterenden ned, det var
ikke nemt at se, hvad det var, men det var i menneskeskikkelse.
Til sidst forsvandt det. Det var »dødssejleren«. Det var et varsel
for noget (Fejø).
At se skibsnissen betyder ulykke. Han har en rød hue
på som almindelige nisser (Vejrø).
St. Elmsild har en meddeler set en nat i stærk regn og
tordenvejr. Det var en blå lue, der fo’r op og ned ad masten.
Det var fordi der var en stålpind på masten, og det trækker.
Man skal have en træpind, dog ikke en rødfyrsmast, for harpikset trækker ogsaa. Meddeleren turde ikke komme nær. Til
sidst faldt det i vandet. — Det kaldes »varild« (Fejø)